|
Whale
Watching, Monterey Bay
Dagen begyndte til søs. Kl. 10.00 sejlede vi ud med skibet “Sea
Wolf II” fra Fishermans Wharf i Monterey. Det er et af de bedste
steder at se hvaler i USA. Vejret var helt perfekt. Vindstille
og sol med lidt skyer.

Efter bare en halv times sejlads så vi de
første finner dukke op af Stillehavet. Det var tre pukkelhvaler.
Senere så vi endnu en pukkelhval med dens kalv. Selvom det kun
var ryggen, finnen og halen som vi kunne se, så var det
alligevel en stor oplevelse. Ikke mindst fordi de var så tæt på
- cirka 20-100 meter.

Pukkelhvaler i
Monterey Bay.




Fordi vejret var så vindstille sejlede vi længere ud i
Monterey-bugten end normalt. Det resulterede i, at vi pludselig
så en stor gruppe Spækhuggere. Vores marinebiolog ombord
fortalte, at de ikke havde spottet nogle grupper i 14 dage og
slet ikke i så stort antal. De kom helt tæt på båden, så man
rigtig kunne se deres lange, sorte rygfinne og hvide pletter om
øjnene. Smuk, er virkelig ikke et dækkende ord. Det var en stor
oplevelse at opleve vilde spækhuggere og se, hvordan de lever i
naturen. Vi så tre grupper med spækhuggere - i alt ca. 20 af
slagsen, hvilket vi blev fortalt var det foreløbigt størst
observerede antal i år ved Monterey.

Spækhuggere i
Monterey Bay.






Mætte af tre en halv timers sejlads kørte vi et smut forbi den
lile by Camel-by-the-sea. En pusse-nusse-agtig by med en smuk
strand. Lidt for turistet for os, så vi fortsatte hurtigt ind i
landet til Salinas. Det er forfatteren John Steinbecks hjemby og
udgangspunktet for flere af hans bøger - bl.a. Øst for Paradis,
som er en absolut klassiker. Med den i baghovedet gav det
pludselig mening selv at være der. Byen var langt fra overrendt.
Den havde hyggelige caféer og et Steinbeck-center, som linkede
bøgerne til nutidens og især datidens Salinas. Et dejligt
kulturelt indspark efter en dag, der ellers havde stået i
marinebiologiens tegn.

National
Steinbeck Center i Salinas.

Salinas by.
Vi fortsatte nordpå mod San Francisco. Et par timer efter var vi
fremme på vores ikke særlig fede motel, hvor vi havde fået os et
ryger-værelse. Først i morgen kan vi få et ikke-ryger værelse.
Så i mellemtiden har vi tjekket os selv ind på “Vagabond Inn” på
den anden siden af vejen, hvor der var et røgfrit værelse.
Aftensmaden blev indtaget på et tysk ølhus. Meget charmerende at
snakke tysk med indehaveren, når man befinder sig i USA.
>>> Klik her for næste
afsnit: "San Francisco & Alcatraz"
|