|
|
Las Vegas
Sidst på eftermiddagen ankom vi til Las Vegas. Her tjekkede vi
ind på MGM Grand Signature. Et luksushotel i den dyre ende af
“The Strip”, men hold op, hvor er det fedt.
Efter en tur i vores private jacuzzi smuttede vi i festtøjet og
gik ned i det enorme hotelkompleks, hvor der var ALT. Masser af
forskellige restauranter, shoppingbutikker og selvfølgelig
casino.
Vi valgte at snuppe en 6 retters menu med tilhørende vinmenu på
Emeril’s. Vores til dato dyreste middag for to, men hold da op,
hvor det smagte godt. Vi nød bare at få serveret den ene ret
efter den anden og nyde smagsindtrykkene sammen med de tilsatte
vine.
Las Vegas er på én gang fascinerende og frastødende…

Overalt kan du bruge penge. Mange penge. I casinoerne lokker
spillemaskinerne med lyde og farver, mens spillebordenes dealere
smiler indsmigrene til én, når man passerer de mange hundrede
spilleborde, som er på hvert hotel i byen.
Udenfor på The Strip står der folk og tilbyder billetter til
stripshows eller såkaldte erotiske teaterforestillinger!
Vi valgte at benytte os af alle de gratis glæder i Vegas.
Begyndte dagen med at slappe af ved poolen og få lidt sol. Det
lykkedes kun næsten, fordi det i løbet af eftermiddagen blæste
ret så kraftigt op. Faktisk tog vinden så meget til i styrke, at
hotellerne både aflyste showet, hvor springvandet danser i takt
til musik (Hotel Bellagio) ligesom piratforestillingen Treasure
Island heller ikke kunne gennemføres.
Alligevel fik vi set en masse, som var nyt og meget spændende.
Vi gik hele vejen ned ad The Strip og slog på vejen et smut
forbi de mest interessante og største hoteller. Amerikanerne er
gode til at lave efterligningerne af både New York, Paris, Rom
og Venedig - men når man allerede har set den ægte vare er det
ikke helt det samme.


Indenfor på både The Venetian og Caesar’s Palace er der lavet et
kunstigt loft, som ligner en blå himmel. Faktisk virker det
meget autentisk, når man går rundt derinde. På det førstnævnte
kunne man endda få en tur i gondolerne med tilhørende sang.

Inden vi vendte hjem skulle vi selvfølgelig også lige prøve, at
spille en lille smule. Da vi først liiige havde fundet ud af,
hvordan sådan en maskine virker viste heldet sig at være med os…
To dollars blev i løbet af et minut til fem dollars. Vi ville
gerne have haft pengene til at yngle mere, men fødderne gjorde
ondt og vi var begge trætte efter seks timer i larmende og
lysende Vegas. Så vi hoppede på toget hjem med tre dollars
ekstra på lommen:-) WE LOVE YOU VEGAS…
>>> Klik her for næste
afsnit: "Zion National Park"
|
|