|
Highway
1
- nordpå langs Stillehavskysten
Det meste af Highway 1-ruten fra Los Angeles til San Francisco forløber langs kysten helt ud til
Stillehavet. På forhånd havde vi læst og hørt, at det skulle
være en meget smuk tur. Men hold da op, hvor blev vi alligevel
overraskede over, hvor storslået turen og naturen var.



Efter et par timers kørsel kom vi til San Simeon, hvor Hearst
Castle ligger. Et eventyrslot skabt af William R. Hearst, som
var medieguru i den første halvdel af 1900-tallet. Penge blev
bl.a. brugt på at skabe Hearst Castle, hvilket lå smukt oppe på
et bjerg med vue til havet. Selve slottet var også interessant,
men mest fordi det var så overdrevet med kæmpe swimmingpools og
importerede kunstskatte fra Europa overalt. Den guidede tur på
slottet tog cirka to timer.





Den sene frokost tog vi på en café i byen Gorda, hvor vi, efter
at have fyldt benzintanken, spejdede efter hvaler på
Stillehavet.
Langs kyststrækningen er det også muligt at se både sæler og
søelefanter. Vi gjorde stop et sted, hvor der var sæler i
massevis, som lå og varmede sig i solen.


Sidst på eftermiddagen ankom vi til Pfeiffer State Park, hvor vi
lavede et lille trek op til et vandfald og videre op ad et lille
bjerg til et udsigtspunkt over dalen. I skoven var der også de
meget berømte Redwood-træer, som næsten er så høje at de vokser
ind i himmelen.


Det var egentlig meningen, at vi skulle overnatte i byen
Carmel-by-the-sea, hvor Clint Eastwood engang var borgmester.
Men vi kørte for langt, og gad ikke køre tilbage den aften. Så
vi fandt et billigt motel, og faldt i søvn inden klokken var ti.
>>> Klik her for næste
afsnit: "Whale Watching, Monterey Bay" |