Mount Kinabalu (4095 meter)

Én af grundene til at vi besøgte Borneo var, at vi ville bestige Sydøstasiens højeste bjerg: Mount Kinabalu (4095 meter).

Bjerget ligger i Kinabalu Nationalpark tæt ved byen Kota Kinabalu. Faktisk tog vi primært til Kota Kinabalu, for at bruge denne by som udgangspunkt i forbindelse med bjerget.

Vi havde allerede hjemmefra booket os ind på en bestemt dato, hvor bjerget skulle angribes. Skæbnen ville at det denne dag regnede - meget - hele dagen.

Men op på bjerget ville vi uanset hvad, så søndag d. 28. januar 2007 kl. 0715 blev vi hentet i bil ved vores hotel i Kota Kinabalu.

Cirka 2,5 times kørsel senere ankom vi til Park Headquarters, hvor vi blev registreret, fik udleveret en slags bjerg-ID med vores navn og nummer, som skulle bæres under hele opholdet på bjerget. Det er tidligere sket at folk er blevet væk i tågen på toppen af bjerget - faret vild og omkommet i kulden deroppe. Dette er naturligvis en af grundene til, at man registreres ved ankomsten og får tildelt en bjerg-guide, som følger dig hele vejen op.
Vi gik sammen med et engelsk par, og havde to guider med os, hvoraf den ene talte engelsk. Vi var således i alt seks personer i vores gruppe.

Turen til fods startede i ca. 1800 meters højde ved Timpohon Gate.
Det regnede, så vi havde iført os regnjakke. Rygsækken var pakket med varmt og tørt tøj til brug i højderne.
Ved turens start var temperaturen ganske varm (ca. 20-25 grader), selvom vi var i 1800 meters højde. Og helt nede ved jordoverfladen over 30 grader.

Ved turens begyndelse gennem regnskov.
Carson Fall hedder det lille vandfald.


Michelle og den ene bjergguide.
 

Ret hurtigt begyndte stien at gå opad. Og nogle steder meget stejlt. De fleste steder ad store trappetrin udformet af klippestykker eller primitive trætrin.

Den egentlige opstigning begynder. Det regner stadig.

Undervejs op var der for cirka hver tilbagelagt kilometer en lille overdækket primitiv pavillon (shelter), hvor man kunne holde et tiltrængt hvil i ly for regnen, eller bare hvile benene inden man gik videre.

Et af de små shelters vi søgte ly og hvile i på vejen op.


Tre opadgående kilometer tilbagelagt. Højde: 2455 meter.
Stadig langt til toppen.


Regn, regn, regn... Vi var gennemblødte og skoene var fyldt med vand.
Stierne var omdannet til muddervandløb.


Vi er nu så højt oppe, at vegetationen har ændret karakter.
Temperaturen var samtidig stærkt nedadgående.


Omsider. Efter 5-6 timers trekking nåede vi første
etapes mål: Laban Rata. I baggrunden anes den rå
klippevæg og et vandfald af regnvand fra bjergets
top.             Lufttemperaturen var cirka 10 grader.

Laban Rata Guesthouse er beliggende i 3272 meters højde. Den eneste måde man kan komme derop, er via det sti-system vi gik ad. Alle byggematerialer og proviant bæres op i højderne.
Laban Rata er udelukkende en mellemstation for folk der bestiger bjerget.
 

Modelfoto: Laban Rata Guesthouse i solskinsvejr
(billedet er ikke fra vores tur)

Da vi ankom til Laban Rata blev vi indkvarteret på et værelse med to køjesenge sammen med det engelske par.
Man kunne betale sig fra at få sit våde tøj og sko tørret. Det tog et par timer og kostede ikke alverden.

Dejlig varm suppe at varme sig på.
 

Det blev aftalt med guiderne, at de der ønskede at komme helt til toppen af bjerget, skulle mødes i spisesalen kl. 02:30 om natten. Planen var herefter at nå toppen inden solopgang, for at se solen stå op over Borneo.

Michelle valgte på grund af et dårligt knæ, ikke at fortsætte det sidste stykke mod toppen. Dan besluttede sig for at gøre forsøget på at nå helt op.

Vi gik tidligt i seng, og omkring kl. 02:00 stod Dan op og gik nedenunder i spisesalen, hvor 20-30 personer havde forsamlet sig. Alle med samme mål: at nå til toppen af Mount Kinabalu. Der blev indtaget lidt morgen-"nat"-mad inden afgang.

Det var holdt op med at regne, men var bælgmørkt. Pandelygten på og så afsted sammen med resten af holdet.

Det første stykke gik ad stejle stier og træ-stiger/trapper bygget ovenpå klippen, så man kunne få fodfæste.

Der gik dog ikke længe inden stierne stoppede. Resten af turen havde man et reb, der var fastgjort til klippevæggen til at hjælpe sig opad. Nogle steder skulle man bukke sig ned for at få fat i rebet, andre steder var det mere stejlt, så rebet var fastgjort i mavehøjde langs klippesiden.

Flere steder gik man med den ene side af kroppen ind mod klippevæggen, mens man holdt fast i rebet. Med lyset fra pandelygten kunne man se, hvor man skulle sætte fødderne, men drejede man lyset i modsatte retning i forhold til klippevæggen, fangede lyskeglen intet... Så var man straks klar over at det gik meget stejlt nedad til den side.

Det var en helt speciel oplevelse at gå op i bælgmørke. Stjernehimlen var meget klar.

Senere fladede terrænet mere ud og blev til et måne-agtigt klippelandskab - vegetationen var for længst ophørt.

Det sidste stykke mod toppen var det hårdeste. Det var meget stejlt, og man skulle kravle fra klippeblok til klippeblok, mens man kun kunne se ganske få skridt foran sig. Uden guiden kunne man hurtigt fare vild.
Samtidig var luften blevet så tilpas tynd, at man kun kunne bevæge sig i ekstremt lavt tempo, og alligevel blev man hurtigt forpustet. På de sidste 100 meter måtte man standse op adskillige gange for at få pusten.

Måske havde vi sat et lidt for højt tempo, for vi nåede toppen 45 minutter før solopgang og havde overhalet de fleste andre på vejen op. Nu var det igen begyndt at regne og blæse. Temperaturen var tæt på frysepunktet, så vi blev hurtigt enige om at begynde nedstigningen umiddelbart efter toppen var nået - ingen af os var interesseret i at sidde og fryse halvt ihjel på toppen.

Toppen af Mount Kinabalu (4095,2 meter over havet).

Efter et hurtigt foto og fem minutter på toppen begyndte vi nedstigningen. På vej nedad så vi solen stå op. Regnen var holdt op, da solen kravlede op over horisonten. Vinden havde lagt sig, så der var helt, helt stille.

Det var et utrolig smukt syn, så turen kan varmt anbefales! Man bør dog sørge for at være i rimelig fysisk form inden start.

På vej nedad mens solen stod op.
Skyerne var under os.


Her er vi kommet så langt ned, at Laban Rata kan anes i kanten under skyerne.


På skiltet står der: "DANGER - Do not run. Please hold on to rope".


En af guiderne.


Næsten retur ved Laban Rata og Michelle igen. Skyerne var atter på vej ind over bjergtoppen.

Retur ved Laban Rata gik der ikke lang tid før vi alle begyndte den endelige nedstigning mod foden af bjerget.
Det var en hård tur ned - specielt for knæene.. Vi huskede selvfølgelig at ønske "Good luck!" til dem vi mødte, som var på vej opad. - Nu forstod vi bedre, hvad de folk der et døgn tidligere havde sagt det samme til os mente.

Da vi nåede helt ned spiste vi en velfortjent frokost, hvorefter vi blev kørt tilbage til vores hotel i Kota Kinabalu.
Resten af dagen - og dagen efter - blev der slappet af og restitueret i stor stil.


Om morgenen den 2. februar fløj vi videre fra Kota Kinabalu til Sandakan. Flyet passerede Mount Kinabalu, og vi nåede lige at tage et par billeder af bjerget fra luften.
Det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre, at se bjerget fra dette perspektiv.

Toppen af Mount Kinabalu set fra en Airbus.

>>>  Klik her for næste afsnit: "Turtle Island"