Rejser > Sicilien 2007 > Det vestlige Sicilien


     <<  Il Vecchio Frantoio                                                                                                                                                                                                                                    Erice  >>

 
Det vestlige Sicilien


Om dagen tog vi heldagsture ud på øen. Den første dag kørte vi til Agrigento, hvor vi skulle besøge en af Siciliens største attraktioner, Valle dei Templi eller på dansk, Templernes Dal. Området består af 20 ruiner fra 650 f.Kr., der vidner om grækernes indflydelse på Sicilien.


Concordia-templet i Templernes Dal.

Vores oplevelse af stedet var først og fremmest meget varm. Vi ankom, da solen stod højest på himlen, og da området er flere kilometer stort fik vi solen at mærke på den mindre sjove måde. Historisk set var det en spændende oplevelse. Desværre havde italienerne efter vores mening gjort lidt for meget ud af restaureringen, så der var ikke meget autensitet over tempelresterne.

Efter nogle timers overophedning tog vi en dukkert i havet ved San Leon, som ligger få kilometer fra Valle dei Templi.

I håbet om at få en større og lidt mere eksklusiv oplevelse kørte vi sydpå langs kysten, hvor vi søgte middelalderslottet Montechiaro. Efter en times kørsel lykkedes det at finde slottet, der var bygget på en klippe med en super smuk udsigt over hele kysten. Selve slottet var lukket da vi var der, men selve udsigten er et besøg værd.


Middelalderborgen Montechiaro.


Den flotte udsigt oppe fra borgen.

På vej hjem smuttede vi via byen Naro. Et stykke ægte Sicilien, hvor få turister kommer. Byens centrum er gammelt og for at komme ud på den anden side skal man først gennemføre labyrinten af snoede veje. Efter få dage på Sicilien begynder vi så småt at sætte pris på, at vi har lejet en forholdsvis lille bil, så vi kan komme rundt i gaderne uden at sidde fast. Ligesom i alle andre italienske byer så vi også her, at hovedsageligt de ældre italienere, sad på gader og stræder. Nogle spillede kort, andre kiggede, og konerne så mest ud til at have travlt med at høre den seneste nye sladder.

Og nu vi er ved det med charmerende byer… Godfather-byen Corleone bliver altid fremhævet, som en af de byer, som man skal se på Sicilien. Den ligger i midten af landet, og er nem at komme til via Palermo. Efter vores mening er det ikke et must at se byen, der lagde kulissen til nogle scener fra Godfather-filmene. Vi besøgte Corleone på en søndag, hvor alle butikker var lukkede og halvdelen af byen var afspærret pga. et lokalt cykelløb. Vi valgte dog, som dumme turister, at overse skiltningen i vores jagt på en hæveautomat, hvilket resulterede i et kortvarigt møde med ordensmagten.
 



Et par billeder fra Corleone.



I Siciliens nordvestlige hjørne ligger naturparken Lo Zingaro, som er et helt unikt naturreservat. Området er beliggende på en halvø, og der er anlagt nogle gode afmærkede stier rundt i området. En af stierne følger kystlinjen, hvor man fra bjergskråningen har en fantastisk udsigt over havet og landskabet.
Undervejs er det muligt at lave afstikkere ned til kysten, hvor der enkelte steder er små afsidesliggende badestrande.
Den 900 meter høje bjergkæde, som afgrænser området ind mod land, er kendetegnet ved den rød-brune jord, som står i smuk kontrast til det turkisblå hav og de hvide strande. Man må ikke snyde sig selv for at besøge Lo Zingaro.


Billeder fra naturparken Lo Zingaro.

>>>  Klik her for næste afsnit: "Erice - en middelalderby 751 meter over havet"