|
Stromboli -
Europas mest aktive vulkan
Igen stod vi tidligt op. Det var tid til at forlade vores
paradis i bjergene. I stedet skulle de næste dage tilbringes på
vulkanøen Stromboli, som er en del af de Lipariske øer.
Vi kørte til Milazzo, hvor vi skulle med dagens første
flyvebådsafgang. På Stromboli er det forbudt at medbringe egen
bil, så den efterlod vi i Milazzo. Et lille kuriosum var i
første omgang at gennemskue deres parkeringssystem. Efter nogle
febrilske fagter med en ellers hjælpsom parkeringsmand
gennemskuede vi endelig, at det der lignede tre skrabelodder,
var nok til at få lov til at holde der i de næste tre dage.
Sejlturen var ikke ligefrem en nydelse. Der var meget dårligt
udsigt fra kabinen, og man kunne ikke gå udenfor. Turen tog
omkring tre timer, fordi båden også sejlede forbi nogle af de
andre Lipariske øer; Vulcano, Lipari, Panarea.
Stromboli i det
fjerne set fra en af naboøerne.
Da vi ankom til Stromboli
var det lidt ligesom at ankomme til et minisamfund. De der ikke
cyklede, kørte på scootere og enkelte i golfbiler. Vi kunne dog
gå hen til vores hotel, der lå få hundrede meter fra havnen.
Selve byen lå udstrakt langs kysten for foden af vulkanen.
Gaderne var ikke meget bredere end halvanden meter, og derfor
kun indrettede til fodgængere og minikøretøjer, hvilket gjorde
det helt unikt at gå rundt og kigge i de mange butikker med
lokalt håndværk, der var i byen.
Alle huse i byen var hvidkalkede. Derfor var det endnu lettere
at se alle de smukke blomster, der var overalt. Især Hawaii
Blomster var der mange af i forskellige farver. I haverne stod
der citron- og appelsintræer og spirede i den mineralholdige
jord. Alt virkede frugtbart og årsagen var ikke til at overse.
For få kilometer borte kom vulkanen hvert tyvende minut med sin
egen påmindelse om sin eksistens. En sort sky efter hvert udbrud
gav os en fornemmelse af, hvad vi havde i vente de kommende dage
på vulkanøen.
Næste dag undersøgte vi,
hvornår vi kunne gå op til selve vulkanen. På det
trekking-bureau, som vi havde udset os, fik vi at vide, at vi
ikke behøvede at booke en tur. Vulkanen havde for nylig været i
udbrud. Derfor kunne vi ikke gå så tæt på, at vi behøvede en
guide. Til gengæld blev vi udstyret med et udførligt kort, så vi
selv kunne finde vej.
Det var bedst, at begynde trekket sidst på eftermiddagen. Både
på grund af varmen, men mest fordi det tidsmæssigt var perfekt
til at se solnedgangen. Om dagen ladede vi op på stranden, som
var fuld af små, sorte pimpsten. De gjorde det ret besværligt at
bade uden sko, for det gjorde ondt i fødderne.
Strombolis strand
består af pimpsten.
Klokken halv fem om
eftermiddagen pakkede vi masser af vand og gik først en stejl
strækning gennem byen før vi nåede den egentlige sti, der førte
opad vulkanen. Varmen og de kuperede stier gjorde, at det ikke
var svært at få sved på panden. Selvom vi befandt os midt ude i
Middelhavet, så var der ikke en vind, der rørte sig.
Efter en times trek i det
smukke landskab nåede vi frem til vulkanens bagside (eller
forside om man vil). De første udbrud så vi fra siden, hvor man
kunne se sten rulle ned af vulkanens side, indtil de ramte
vandet med nogle ordentlige plask.
Vi fortsatte ad stien
længere op. Det var smukt og helt unikt at stå på skråningen af
Europas mest aktive vulkan. Desværre kunne vi ikke komme helt
tæt på, fordi der for nylig havde været et større udbrud, som
havde gjort det umuligt og alt for farligt at fortsætte helt op.
Sammen med solen gik vi ned
af vulkanen. Selve solnedgangen var en ligeså smuk oplevelse som
selve vulkanen. Faktisk tog nedstigningen næsten en time. Og det
var bælgmørkt da vi, med mobiltelefonen som lommelygte, atter
nåede bygrænsen.
Solnedgangen set
fra Strombolis vulkanskråning.
Dagen efter tog vi
flyvebåden tilbage til fastlandet igen. Vi forlod Europas mest
aktive vulkan og satte kursen mod Europas største af slagsen,
Etna.
>>> Klik her for næste
afsnit: "Etna - Europas største aktive vulkan"
|
