|
Viñales
Vi forlod Havana med sommerfugle i maven. Der er nemlig kun få
eller nærmest ingen skilte på Cuba, der kan guide en rundt på
øen. Da landet heller ikke er tilsluttet GPS-systemet var vores
eneste hjælpemiddel et dårligt kort, hvor langt fra alle veje
var indtegnet. Efter nogle omveje og lidt personlig
rutevejledning på gebrokkent spansk fandt vi dog den seks-sporede
autopista (motorvej) mod Pinar del Rio. Motorvejen i sig selv
var en sjov oplevelse. Der var hverken afmærkninger, skilte
eller ja, biler for den sags skyld. Vi kørte og kørte og så
stort set kun folk cykle, køre med oksekærrer eller forsøge at
få et lift langs motovejen.
Et af de mere trafikerede steder på Autopistaen.
Da vi nåede Pinar del Rio og kørte på landevejen mod Viñales tog
vi en gammel dame op at køre. Vi nænnede næsten ikke andet og
det viste sig at være en god idé. Hun fungerede nemlig som en
menneskelig GPS, og kunne guide os mod Viñales. Da hun skulle af,
tog vi en anden ældre dame op som tog over, hvor den første
slap. Og på den måde kom vi sikkert frem til byen, hvor vi
spiste frokost ved en tobaksbonde, der havde et familiedrevet
landbrug, der selv dyrkede og producerede håndlavede cigarer.
På forhånd havde vi ikke booket noget værelse i Viñales, da byen
blandt andet er kendt for dens mange Casa Paticulares (Privat
indkvartering). Her fandt vi os til rette på El Balcon, hvor vi
boede, spiste og hyggede os i tre dage. Prisen var 25 CUC for
værelset per overnatning - dertil kom den fantastiske morgen- og
aftensmad, som vi ikke kunne finde bedre andre steder i byen.
Dertil kom at værten kunne tale engelsk.
Udsigt over byens tage fra vores værelse på El Balcon.
Næste morgen fik vi kommunismens vingesus at mærke på egen krop.
Der var byens børn samlet til fejringen af landets store
forfatter, José Martí, som Fidel Castro har udråbt som
nationalhelt. De var klædt ud i forskellige
kostumer og optrådte med forskellige kommunistiske og
revolutionære sange.
Området omkring Viñales er mest kendt for kalkbjerge, de
såkaldte Mogotes, der står lodret op af jorden. Der findes
lignende bjergtyper i Asien, men ellers er de ret sjældne. Vi
kørte også forbi Dos Hermanas (De to søstre). Et maleri, der
skal vise menneskets udvikling set med kommunistiske briller.
Imponerende uanset hvilken politisk overbevisning man måtte
have.
Et kig udover Viñales-dalen og Viñales by. I baggrunden ses de
såkaldte Mogotes klipper.
Klippevægs-maleriet "Dos Hermanas". Den røde ring viser et zoom
på billedet nedenunder.
Lidt action blev det også til, da vi iført hjelme og pandelamper
begav os ind i Cueva Santo Tomas. Et stort drypstensbjerg med
snoede gange og meget lidt lys. Heldigvis havde vi en pålidelig
guide, der viste os både Stalakmitter og Stalaktitter. I alt tog
det godt halvanden time at gå de 800 meter gennem de forskellige
niveauer i bjerget. Senere besøgte vi også den mere turistede
Cueva Indio som inkluderede en sejltur, men det var lidt af en
turistfælde, så det behøver man hverken spendere penge eller tid
på.
Efter lidt motion var det tid til afslapning. Vi satte kursen
mod paradisstranden Cayo Jutias. Op til flere ældre kvinder fik
et lift på vejen og vi fik gode direktioner direkte til den
lækre strand, der ligger for enden af en syv kilometer lang
tange. Vi tilbragte nogle timer på stranden, der lignede noget
fra et postkort. Super lækkert sted og absolut et besøg værd.
Eneste minus er de mange sandfluer, som ikke gør meget væsen af
sig på selve stranden, men efterlader tydelige og meget kløende
bid, som vi døjede med i flere dage efter besøget.
Cayo Jutias - en meget lækker strand.
Resten af tiden i Viñales brugte vi på at udforske området.
Selve byen tager mindre end tre minutter at køre igennem. Selvom
der ikke sker meget er det en hyggelig flække, hvor stemningen
er afslappet og hvor man får et fint indblik i, hvordan en
ganske almindelig cubaner lever sit liv udenfor Havana.
>>> Klik her for næste
afsnit: "Ankomst Trinidad"
|
