|
|
Retur til
Havana
På turen fra Varadero og tilbage til hovedstaden tjekkede vi et
par steder ud. Blandt andet byen Matanzas, som virkede både
charmerende og hyggelig. Det blev dog kun til en tissepause
inden vi fortsatte til Playa del Este, hvor vi overvejede at
overnatte.
Stranden var helt unik og om sommeren ville det have været et
fedt sted at opholde sig. Men udenfor højsæsonen var byen
mennesketom og spøgelsesagtig. Alligevel ville vi lige forbi et
hotel, som havde fået gode anmeldelser. På vej derned overså vi
imidlertid Cubas eneste vejskilt (som påbød ensrettet kørsel -
og vi kørte mod ensretningen) og blev stoppet af en meget
arrogant politimand. Han tog sig god tid og var omkring et
kvarter om at skrive en bøde på 30 CUC (150 danske kroner). Det
var ret tydeligt, at han ville have penge under bordet, men vi
ventede tålmodigt og kørte så videre ned til hotellet, som viste
sig at være lukket.
Vi fortsatte mod Havana, hvor vi lige nåede centrum inden det
blev mørkt. Det er ikke verdens letteste opgave at finde ind i
byen, når der ikke er nogen skilte til at guide en. Men det
lykkedes. Hotel Telegrafo havde alt optaget. I stedet tjekkede
vi ind på Hotel Plaza, der også ligger ved Parque Central. De
havde næsten alt optaget – igen pga. de mange argentinere - så
vi fik suiten. Endelig lidt optur, tænkte vi. Indtil vi indså,
at suiten havde utætte døre, som gjorde at osen fra de gamle
amerikaner-øser på vejen trængte direkte ind til os. Vi blev dog
alligevel, men sov og badede stort set kun på hotellet. I stedet
brugte vi tiden på bare at slappe af og nyde Havanas gader. Især
Plaza Vieja og en bestemt iscafé blev besøgt nogle gange. Vi var
også et smut forbi Revolutionsmuseet (læs: propagandamuseet) og
lærte lidt om Cubas militærhistorie gengivet af regimet selv.

Om lørdagen er der kunstnermarked på Prado’en. Det var en fin
oplevelse, at se de lokales kunst. Senere på dagen så vi på
bygningskunst, da vi aflagde Capitol et besøg indvendigt.
Derefter var det afgang til lufthavnen. Desværre var vores fly
forsinket, så vi blev fanget i selv samme afgangshal, som vi var
ankommet til. Nu var det bare os, der stod inde i røgskyen og
ventede på at få luft under vingerne. Cuba er vel cigarens
hjemland. :)





>>> Klik her for
at gå til vores side med Cuba-links
>>> Klik
her for at gå til forsiden
|
|