|
|
De første
dage i Havana
Vores jetlag gjorde at vi fik en tidlig begyndelse på dagene i
hovedstaden. Allerede efter en halv dag rundt i Havanas
charmerende gader havde vi et nogenlunde overblik over byen. Vi
gik forbi de fleste store, revolutionære mindesmærker og museer
men undlod i første omgang at betale penge for at komme
indenfor. Det var meget mere interessant bare at dase rundt i
gaderne og fornemme byen med dens musik, caféer og meget
kontaktsøgende befolkning.
Revolutionsmuseet i Havana. Indeholder blandt andet en masse
USA-/CIA-fjendsk propaganda.
Ved Havanas berømte havnefront, Macaoen, der løber flere
kilometer ud til bydelen Miramar var der langt fra det liv, som
stod beskrevet i guidebøgerne og omtalt i film. Cubanerne er
effektive mennesker, der hver dag arbejder lange dage for at få
de kommunistiske hjul til stadig at snurre rundt, om end hjulene
er næsten nedslidte. Ved molen stod enkelte og fiskede, nogle
vaskede tøj men ellers var der ret tomt.
Det mest
bemærkelsesværdige var, at der ikke var én båd at se på havet.
Ikke så meget som en træ-jolle. Fidel Castros egen
revolutionsbåd, ”Granma”, ligger kun få hundrede meter fra havet
og er bevogtet 24 timer af bevæbnede soldater og indkapslet i en
enorm glasmontre. Officielt lyder forklaringen, at man gerne vil
passe på det revolutionære mindesmærke. Men uofficielt er
regimet vist bange for, at den kan blive stjålet og brugt til at
flygte til mulighedernes land. USA (Key West) ligger blot 150 km
fra Havanas kystlinje.
Castros revolutionsbåd "Granma" i forseglet og bevogtet glashus.
På vores rundtur passerede vi Plaza de Armas. Vi
besøgte også Havanas ældste bygning og Plaza Vieja samt katedralen.
Også den Washington-inspirerede Capitolbygning kom vi
forbi. Men det meste af tiden gik med bare at indsnuse den
cubanske stemning i gaderne.
På vores vej blev vi flere gang opsøgt at Cubanere, der ville
sælge os cigarer og andre ting. Officielt må indbyggerne faktisk
ikke tage kontakt til turister, men den lave løn og de trange
levevilkår tvinger dem til at tage chancen. Det her unge par
ville egentlig gerne hyggesnakke med os, men inden vi vidste af
det var de i gang med den helt store guidede tour. Her er det
baren fra filmen ”Buena Vista Social Club” som blev vist frem,
og hvor vi traditionen tro skulle skrive vores navne på væggen.
Vi slap af med dem nogle minutter senere, da vi følte os presset
til at købe både drinks og cigarer.
 Og Apropos cigarer. Så var vi selvfølgelig inde og se den ældste
cigarfabrik i Havana, hvor der dagligt er 700 mennesker, som
arbejder med at producere 25.000 håndrullede cigarer, hvoraf 80
procent bliver eksporteret til hele verden – pt. på nær USA. På
årsbasis er det op mod 10 millioner cigarer, der bliver
produceret i Cuba.
Rundturen tog en times tid, hvor vi gik fra etage til etage i
den høje bygning, som kun måtte fotograferes udefra. Men det var
alligevel en god oplevelse, fordi guiden talte fint engelsk.
Udenfor prøvede flere lokale at sælge os ”originale” cigarer,
men turde ikke at stole på deres garantier om ”good quality”.
I Havana stiftede vi også bekendtskab med de to møntfod i
landet. CUC, som er forkortelsen for Cubanske Convertible Pesos
(til turisterne) og Pesos, som er den valuta de lokale bruger.
For år tilbage var det ulovligt for almindelige cubanere at eje
CUC, men nu er det helt legalt. Og de gør alt, hvad de kan for
at få CUC ud af turisterne, eftersom de er meget mere værd. Og
nu vi er ved det med pengene. Så husk at hæve rigeligt med
kontanter. For det første bruger man flere penge end beregnet,
fordi priserne er skruet op for turisterne. For det andet kan
det være svært at finde en hævemaskine der duer til VISA-kort,
og så godt som ingen steder kan man betale direkte med
kreditkort. Vi havde heldigvis også et MASTERCARD, men måtte
finde to forskellige banker før det lykkedes os at hæve penge.
Desuden betalte vi omkring 10 procent i gebyr hver gang vi
skulle hæve og man kan kun hæve op til et bestemt beløb om
dagen.
Det kan være svært at finde ganske almindelige supermarkeder,
hvor man kan købe kiks, snack og drikkevand. Vi fandt en butik,
hvor vi betalte 30 kroner for en importeret pose kiks og 1 CUC
for en liter drikkevand. Heller ikke på restauranterne er maden
ligefrem billig, når man sammenligner med kvaliteten.
Efter et par dage rundt i byen besluttede vi at køre et smut ud
af centrum til en kirkegård. Det lyder måske mærkeligt, men
Necrópolis Cristóbal Colón er et dejligt afbræk. Det er Cubas
største kirkegård med en helt speciel arkitektur og stemning. Vi
nød at traske rundt derude i en times tid og gætte os til,
hvilke livshistorier der lå bag de kæmpemæssige, hvide
gravmonumenter.
Da vi efter nogle dage forlod Havana for at se nærmere på Cuba
udenfor hovedstaden, besluttede vi os for at leje en bil.
Billeje kan ske direkte fra lobbyen på de fleste større
hoteller. Som med alt andet (næsten) er selskaberne statsejede.
Hvis man vil leje bil skal man være opmærksom på at det er
temmelig dyrt. Udlejningsbilerne er dog i fin stand. Vores var
helt ny fra fabrikken (stadig plastik på instrumentbrættet, da
vi fik den). Til gengæld kan man regne med at skulle betale
samme pris, som hvis man lejer bil i Danmark. Sammenligner man
med udlejningspriserne i USA (som er billige) får man for samme
pris ca. to-tre gange så lang lejeperiode i USA i forhold til
Cuba.
Det samme gælder hotelpriser. Her er cubansk standard relativt
lav (selv de dyre steder), men priserne er alligevel som i
Europa. Gå i stedet efter privat indkvartering (Casa
Particulares) – mere om det senere.
Alt i alt er Cuba faktisk et – set i forhold til cubanernes
levestandard – ufatteligt dyrt land. Og det går virkelig op for
en, at turist-møntfoden, CUC, kun er til for at skrue
turistpriserne kunstigt i vejret, mens de lokales PESOS-penge
intet er værd i forhold til CUC.
Selvom USA og Cuba er totalt usammenlignelige, kostede vores
Cuba-tur og vores USA-tur ca. det samme – på trods af at
USA-turen varede en uge længere. Se evt. rejsebeskrivelsen fra
vores USA-tur.
>>> Klik her for næste
afsnit: "Vinales"
|
|
